Dine it-behov

Hvad er dine behov? Hvad er relevant for din virksomhed? Her er en lille overordnet guide til at afklare dine behov – og samtidig en guide til, hvor du kan læse mere.

For at få værdi af it og digitalisering må du selvfølgelig se på, hvad det er for en virksomhed, du har.  Hvad er f.eks. relevant i forhold til  størrelse, branche og markedsposition? Dine behov er også knyttet til mulighederne. Fx er der både store, dyre eller specialtilpassede løsninger og såkaldte standardløsninger, hvor du i højere grad tilpasser din måde at arbejde på efter systemet.

I denne lille video kan du få et indtryk af erfaringerne fra små virksomheder i forskellige brancher.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Størrelsen betyder noget

Dit behov afhænger af mange ting – også af størrelsen.

Den lille enmandsvirksomhed

  • Du har brug for de helt basale løsninger til f.eks. kommunikation,  økonomi og anden administration, herunder eventuelt timeregistrering og lagerstyring. Det skal helst være nemt og billigt, da du ikke har råd til dyre løsninger eller rådgivning.
  • Du kan få et godt overblik over de vigtigste ting, du skal vide om it – både det basale om at bruge it og nogle af de smarte muligheder, der findes til at komme i gang for næsten ingen penge. Du kan også få inspiration fra vores samling af succeshistorier fra andre virksomheder.

Mindre virksomhed med 2-10 ansatte

  • Du har brug for standardiserede og simple løsninger til f.eks. kommunikation,  økonomi, fakturering, timeregistering, lagerstyring og flådestyring. Flere af løsningerne skal være til flere brugere. Du har brug for løsninger, der ikke kræver en it-ekspert, en it-afdeling eller for meget dyr rådgivning. Derfor er standardløsninger også det nemmeste for dig.
  • Du kan få et godt overblik over de løsninger, der er lige til at gå til for en virksomhed i din branche. Du og dine medarbejdere kan lære mere om at bruge it og få inspiration til nye måder at løse opgaverne på i din branche.

Mellemstor virksomhed med over 10 ansatte

  • Du har brug for sammenhængende løsninger til fx kommunikation, økonomi, fakturering, timeregistering, lagerstyring og flådestyring. Flere eller alle løsninger skal være flerbrugerløsninger. Du kan håndtere mere komplekse og eventuelt specialtilpassede løsninger. Et ERP-system kan f.eks. være relevant. Virksomheden har eget it-personale eller råd til rådgivning.
  • Du kan få et godt overblik over forskellige løsningstyper og inspiration til at bruge it til at optimere processer og til at optimere selve it-driften.

Hvad er vigtigt i din branche?

Dine behov afhænger i høj grad også af hvilken branche du er i. På nogle områder er der lavet meget branchespecikke løsninger.

Du kan læse mere om, hvad der er specielt vigtigt inden for de forskellige brancher her på vores branchespecifikke sider, hvor vi har valgt nogle af de vigtigste emner ud fra de forskellige branchers særlige forhold. Herfra linkes der videre til mere detaljerede beskrivelser af de forskellige slags forretnings-it løsninger.

Markedspositionens betydning
Markedspositionen betyder en hel del for behovet for digitale løsninger. Her er et par eksempler:

  • Vil du have et regionalt, nationalt eller internationalt kundegrundlag – så har du sandsynligvis brug for en hjemmeside, en webshop og et CRM-system til kundestyring.
  • Er du underleverandør til en stor international virksomhed, kan der være krav om integration mellem ERP-systemer (økonomi, lager, logitisk).

Har du råd  til at lade være?
Dine behov er ikke kun bestemt af din pengepung, som den er lige her og nu.

Gevinsterne er ofte større, end man kan forestille sig, og kan både give besparelser i tid og penge og nye forretningsmuligheder. Med vores værktøj Find gevinsten kan du hurtigt få et overblik over mulighederne for netop din virksomhed.

Forskellige typer løsninger
Du kan vælge mellem løsninger, der installeres lokalt på virksomhedens eget udstyr, eller som installeres og køres hos en såkaldt host udbyder. Den nyeste tendens er såkaldt cloud computing, hvor løsningen kører på store serverfarme. Det giver typisk en række store fordele i form af lave priser og mulighed for at skalere meget hurtigt, når behovet skifter.

Det behøver ikke være så dyrt. I dag kan meget lade sig gøre med billige eller gratis løsninger, som oven i købet ofte er nemme at anvende. Faktisk kan en lille virksomhed i dag blive ret digital for en tusse.  De billige løsninger er som regel standardiserede, men kan ofte være særdeles fleksible og dække de fleste behov i en lille virksomhed.

Læs mere om forskellige muligheder her.

Lær af andre

Se flere af videoer, hvor en række virksomheder fortæller om deres erfaringer med brug af forskellig slags it til at understøtte deres forretning.

Udover vores cases med videor har vi også en række andre interessante succeshistorier, som du kan lade dig inspirere af. De er alle fra virksomheder, der har gjort gode erfaringer med forskellige slags it-løsninger.