
E-business er på mange måder ensbetydende med nye måder at gøre tingene på. Det er derfor vigtigt, at dig og alle i din virksomhed er parate til det, at de menneskelige konsekvenser af forandringen er ordentligt planlagt og at det gennemføres på en ordentlig måde.
Hvad med kunderne?
Langt de fleste virksomheder har en kundesammensætning med vidt forskellige behov og indkøbsadfærd. Disse kunder efterspørger ofte produkter og ydelser, der er skræddersyet til deres behov og anvendelse.
Uden en vis form for elektronisk registrering, behandling og kobling til leverancen, er det meget svært og ofte umuligt at opfylde sådanne meget individuelle ønsker. Ved hjælp af e-business er dette fuldt ud muligt i dag.
Virksomheder der helt eller delvist gør sin samhandel med kunden elektronisk, oplever at kunne give kunden lige det produkt eller ydelse som ønskes, uden at det nødvendigvis koster mere. Kunden får en bedre oplevelse og er mere tilfreds. Samtidig kan det resultere i et fald i de omkostninger virksomheder har på at håndtere kundehenvendelser, produktion, pakning, plukning og forsendelse.
Ved at sætte fokus på dette har man mulighed for at forny og forbedre forretningen omkring hele kundekontaktforløbet fra markedsføring og salg, specifikation og produktion, via levering, afregning, og opfølgning til service og reklamationer, m.m. Udover mere tilfredse kunder bliver det lettere at markedsføre sig overfor nye og potentielle kunder, da man bedre kan dokumenterer præcis, hvad kunder kan forvente.
Hvad med leverandørerne?
Virksomheder med mange leverandører, komplicerede indkøb eller hyppige leverancer fra deres mange leverandører kan også opnå store fordele ved at samhandle elektronisk.
I forbindelse med køb af komplicerede produkter f.eks. maskiner, anlæg, elektronik er der ofte behov for at udveksle data omkring disse produkter f.eks. produktdata, billeder, tegninger, manualer m.v. Her er dataudvekslinger et nyttigt middel til at effektivisere handlen. Ofte er problemet også at udveksle disse data i en standardiseret form, således at de fremstår som virksomhedens egne data og så data kan bruges i andre sammenhænge også.
Der er mange muligheder for at lave løsninger, der er tilpasset den enkelte virksomhed, men det er vigtigt, at både it-softwaren og data er så standardiseret som muligt. Virksomheden skal kunne ”vokse” med it systemerne og data skal kunne bruges til statistiske formål, således at virksomheden kan bruge den viden der ligger i de historiske data til den videre udvikling af forretningen.
En virksomhed med mange leverandører kan også benytte sig af en portalløsning (internt eller eksternt), hvor de løbende inviterer (godkendte) leverandører til at byde på forskellige købsordrer. Denne form for indkøbssystem egner sig især til indkøb af standard varer og ydelser.
Hvad med medarbejderne?
Alle medarbejdere ønsker indflydelse på deres eget arbejde. Alle forandringer betyder frygt for det ukendte. Den bedste måde at skabe tryghed og sikkerhed om en forandring er ved at inddrage medarbejderne i processen.
Sørg for at alle får mulighed for at komme med bidrag til forandringen. Alle kan bidrage med viden om deres hverdag og deres virksomhed. Den bedste måde at sikre den viden på, er at bygge den ind i it systemerne.
Hvis medarbejderen oplever at hverdagen bliver lettere, mere overskuelig, mere fleksibel, giver mere mening, betyder bedre indtjening eller gør virksomheden mere konkurrencedygtig bliver forandringen til en succes. Succes avler succes, det smitter af på kunder, leverandører og andre som samarbejder med virksomheden.
Hvad med offentlige myndigheder?

Offentlige myndigheder stiller krav om indberetninger. Det kan f.eks. være det årlige regnskab, skat, moms, afgifter, medarbejdernes skat og statistik. Alle disse indberetninger kommer fra summer af aktiviteterne i virksomheden. Virksomheden ønsker at bruge så lidt tid på at indberette som muligt.
Hvis alle virksomhedens aktiviteter var elektroniske kunne økonomisystemet forholdsvis enkelt lave disse indberetninger og efterfølgende sende dem elektronisk til myndigheden. Så kunne man både stille myndigheden tilfreds og samtidig bruge meget begrænset tid på at lave indberetningen. Det ville lette kontrolarbejdet for myndigheden, eftersom der sandsynligvis er færre fejl i en indberetning foretaget på baggrund af en virksomhed, der arbejder ud fra elektroniske aktiviteter og ikke manuelle.
Læs mere
- Forretningsudvikling og e-business – læs lidt om hvad der ligger bag ordene
- Hvad – lidt om hvad det kan handle om.
- Hvordan – sådan kan du håndtere processen.










