
Udvikling af din virksomhed med smarte digitale løsninger
Her kan du læse om, hvad en transportvirksomhed typisk har brug for. Følg linkene, hvis du vil læse mere om de enkelte emner.
Styr på pengene
Som minimum bør du have netbank, et økonomisystem og et faktureringssystem. Økonomisystem og fakturaløsning skal helst være integreret, så du slipper for at taste data ind to gange og automatisk kan få overført data fra faktura til regnskab.
Leverer du til det offentlige, skal du desuden kunne sende faktura via de standarder, der gælder for NemHandel.

Er din virksomhed af en vis størrelse, kan det være relevant at overveje et ERP-system, som er er en pakkeløsning, der både omfatter økonomi, kunder, indkøb, salg og lager.
Styr på de ansatte
Har du ansatte, og arbejder de timebaseret, kan du drage fordel af et tidsregistreringssystem og et lønsystem – og har du mange ansatte måske endda af et system til personaleadministration, så du kan holde styr på ansættelseskontrakter, overenskomster og regler, udviklingssamtaler, aftaler og advarsler mv.
Både du og dine chauffører vil sikkert gerne slippe for alt papirarbejdet med ordre- og timesedlerne. Du kan i dag få billige mobile løsninger, der vil gøre jeres hverdag meget nemmere – og spare masser af administrativt bøvl.
Styr på kunderne
Mange vognmænd har egen hjemmeside eller er med i et netværk, der giver en fælles ramme for tilstedeværelse på nettet. Dels er det et visitkort og udstillingsvindue, hvor eksisterende og fremtidige kunder nemt og hurtigt kan finde information om din virksomhed. Er det relevant, kan du udvide med faciliteter til fx. bestilling og tracking. En hjemmeside kan også bruges til dialog med dine kunder.
Har du mange og tilbagevendende kunder, kan det være relevant med et system til kundehåndtering.
Styr på logistikken

Som transportvirksomhed er det naturligvis afgørende at have styr på logistikken – både i forhold til flådestyring og i forhold til opgaverne med transport af gods og personer. Derfor bør du overveje en løsning til styring af logistisk. Der findes en række specialløsninger for transportområdet, ligesom der findes organisatoriske rammer, hvor du kan organisere dig til netop sådanne løsninger som økonomistyring, kundehåndtering og logistik.
Afklaring af dine behov og muligheder
Inden du farer ud og køber en løsning af den ene eller anden type hos den første den bedste leverandør, er det værd at tænke sig om. Få en afklaring af, hvad dine behov og mulige gevinster helt konkret er. Sæt dig ind i mulighederne for f.eks. enkle og billige løsninger. Faktisk kan mange behov dækkes for ganske få penge, hvis man ser sig for og ikke stiller alt for store krav. F.eks. i form af netbaserede løsninger og gratis softwareprogrammer.
Husk dog også at tage hensyn til sikkerhed og kompetencer, når du digitaliserer din virksomhed. Kæden er aldrig stærkere end det svageste led, og derfor er det vigtigt at tænke sig om, vælge de rigtige løsninger og sørge for at alle i virksomheden, der skal bruge it-løsningerne forstår at bruge dem rigtigt og sikkert.
Det kan være en god idé at søge rådgivning, inden du vælger it-leverandør.
Lær af andre
Læs succeshistorierne fra andre transportvirksomheder.









