
En af de virksomheder, der har fået glæde af it-starthjælp, er malerfirmaet City Gruppen.
Baggrund
Malermester Annette Eriksen fra City Gruppen fortæller om baggrunden:
”Vi havde behov for tidsregistrering. Håndværkere er ikke altid de bedste til at huske at skrive alting ned på papir, så ofte var ting ikke registret korrekt, andre gange slet ikke registreret, og derfor kom der både forkerte eller slet ingen regninger ud. Samtidig udfyldte malerne kun et skema hver 14 dag, og så har man måske glemt noget. Vi havde derfor brug for bedre tidsregistrering, som kunne give os bedre styr på, hvad tiden blev brugt til. Men samtidig var vi meget usikre overfor, hvordan vi skulle løse opgaven og hvilket tidsregistreringssystem, vi skulle have fat i.”
Fandt en løsning der passede lige til os
Det var i forbindelse med en konference på Teknologisk Institut, at City Gruppen fik kontakt til it-starthjælperen Martin Profit Jakobsen fra BASIT. Han fortalte, at han ved hjælp af it-starthjælp kunne afdække Citygruppens behov og komme med forslag til relevante løsninger med udgangspunkt i virksomhedens behov. Annette Eriksen er imponeret over den ydelse, de efterfølgende fik:
”Martin satte sig rigtig godt ind i vores behov og kom med en løsning, der lige passede til os. Og selv om det nu er sat op, er han meget flink til at følge op på tingene. I det nye år skal han se på, hvordan systemet eventuelt kan komme til at køre sammen med vores øvrige edb-system. Vi har stor tillid til ham, han er rigtig god til at sætte sig ordentligt ind i tingene. ”
Bedre overblik og rigtig fakturering fra starten
Annette Eriksen fortæller også, at det nye it-system har været til stor gavn for City Gruppen:
”Nu har jeg alle arbejdsskemaer korrekt udfyldt hver dag. Det er nemmere for mig og for medarbejderne. De får det gjort med det samme, når opgaven er løst, og jeg skal ikke bruge tid på at finde ud af, hvad der står på skemaet. Med det nye system har jeg fået bedre overblik og rigtig fakturering fra starten af. Det giver ikke håndværkerne tid til flere opgaver, men gør deres tidsregistrering mere korrekt. Det letter mit arbejde i forhold til opfølgning på forkert udfyldte skemaer.”
It-starthjælp var til topkarakter
Oplevelsen med it-starthjælp og BASITs rådgivning har været til topkarakter, mener Annette Eriksen, som derfor anbefaler andre virksomheder at tage imod tilbuddet:
”Det har været en rigtig god oplevelse at samarbejde med Martin, og jeg kan kun anbefale it-starthjælp til virksomheder, der står overfor en it-implementering. Det var en stor hjælp for os at få rådgivning, fordi vi ikke selv havde forudsætningerne til at vælge det rigtige system. Man kan simpelthen ikke få bedre rådgivning, end den vi fik hos Martin”, slutter Annette.










