Digitalt genbrug

Genbrug er en del af nettets natur og giver forretningsmæssige muligheder. Creative Commons er en international licensmodel der understøtter genbrug.

Muligheden for genbrug er en af de helt store fordele ved internettet. Du kan både høste fordele ved at du kan genbruge indhold som andre har lavet. F.eks. et foto, en vejledningsvideo, en produktbeskrivelse, en anmeldelse osv.

Tilsvarende kan du høste gevinster ved at andre genbruger dit indhold, fordi du på den måde kan sprede dit budskab, viden om dine produkter osv. Og ofte er det at dele sit indhold en god adgangsbillet til at få lejlighed til at anvende andres på lige vilkår.

Hvis du vil dele og genbruge indhold, skal du imidlertid være opmærksomhed på rettigheder, licensformer osv.

International model for genbrug af indhold

Der har udviklet sig nye modeller og licensformer, som gør det nemmere at dele og genbruge indhold på nettet. Creative Commons gør det nemt og lovligt at finde og bruge billeder, lyd og tekster (også kaldet “digitale værker”), som andre har produceret og udgivet under Creative Commons licensen. Og tilsvarende er det en model, som du kan bruge, hvis du vil stille indhold til rådighed for andre.

Hvad er creative commons?

Creative Commons er en fleksibel model for håndtering af ophavsretten, hvor rettighedshaveren har forskellige muligheder for at knytte en række friheder til et værk – muligheder, som rækker ud over den traditionelle ophavsret.

Creative Commons blev grundlagt I 2001 og er en almennyttig organisation, der tilbyder en række simple værktøjer, der giver kunstnere, forskere og andre mulighed for – helt eller delvis – at dele sit værk med andre.

Flere licenstyper

Med en Creative Commons licens kan du skræddersy din ophavsret efter behov, og derved give brugeren en række friheder i forhold til gældende ophavsret, uden at skulle indgå en individuel aftale

spektrum

Creative Commons dækker området mellem fuld ophavsret – “all rights reserved” – og public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket.

Creative Commons består af en række licenser, som rettighedsindehaveren kan tildele sit værk. Rettighedsindehaveren beholder således ophavsretten, men kan med en Creative Commons licens bestemme, at et værk eksempelvis både må kopieres, bearbejdes eller bruges kommercielt, men kan eksempelvis også bestemme, at et værk må kopieres, men ikke bearbejdes eller bruges kommercielt.
Creative Commons er relevant for en virksomhed i to forskellige situationer: når virksomheden vil gøre brug af andres digitale værker, men også når virksomheden vil dele sine digitale værker med omverdenen.

Brug af andres indhold (licensbrugere)

For den enkelte virksomhed er der tale om en ganske attraktiv business-case, hvis der arbejdes aktivt med brug af Creative Commons.
F.eks. kan man hente meget indhold til en hjemmeside ved at importere og genbruge tekster, som stilles til rådighed af andre på nettet – dette ud fra devisen, at der jo ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange.

For en lille virksomhed vil der kunne spares relativt mange penge ved udvikling, opdatering og vedligeholdelse af websider hvis man kan f.eks. kan anvende billeder, definitioner og beskrivelser og andet som lovligt kan hentes fra andre netsteder.  Derudover vil der ofte kunne ligge en kvalitetsforbedring af indhold ved at undgå fejl, objektiv, opdateret og relevant information.

En hjemmeside kan nemt modsvare rigtigt mange tæt beskrevne A4 sider. Desuden vil en god og brugervenlig hjemmeside typisk have et tilsvarende stort antal billeder. De frigivne ressourcer kan bruges til at højne kvaliteten af det indhold, som kun din virksomhed selv kan producere – eller til helt andre ting.

Hvis du bruger Creative Commons, kan du slippe for en stor administrativ byrde, idet du nemt og lovligt kan finde og bruge aktuelle og relevante digitale værker (billeder, tekster), som andre har produceret uden først at skulle indhente individuelle tilsagn fra ophavsmanden og rettighedsindehaveren til værket.

Deling af eget indhold (licensgivere)

En del af den nye kultur på nettet, som gør det muligt for dig at genbruge andres indhold, er at baseret på, at du måske selv stiller indhold til rådighed for andre.
Man kan sige, at der samfundet er et stort økonomisk potentiale, hvis flere arbejder aktivt med også selv at stille digitale værker til rådighed ved brug af Creative Commons.

Men det er ikke kun for samfundets skyld. Brugen af sociale medier som f.eks. billeddelingstjenesten Flickr og blogs har vist, at der er helt nye forretningsmodeller, der viser værdien af at dele med andre. Det kan f.eks. give eksponering og trafik til ens egen hjemmeside, når andre genbruger indhold via såkaldte “mashups” – d.v.s. at de f.eks. mixer dit indhold ind på deres egen hjemmeside.  Det er faktisk en af hovedidéerne bag blogs. Måske giver det menig for din virksomhed at dele noget af sit indhold…

Offentligt indhold til genbrug

I Danmark og lande som f.eks. USA og England, har man erkendt, at offentlige data kan skabe værdi og vækst både hos myndighedernes selv og hos andre, hvis man slipper data fri. F.eks. kan virksomheder skabe nye innovative tjenester og produkter på basis af offentlige data.
I Uddannelsesministeriet arbejder man f.eks. aktivt med at slippe de digitale værker fri. På digitaliser.dk kan du finde et katalog over offentlige data, som er tilgængelige for genbrug.

Links

Læs også