Her kan din virksomhed få hjælp til at udnytte it bedre med gratis vejledninger, leverandøroversigt og kurser

IBIZ-Center

At starte webbutik er ligesom at gå i skole igen – bare sjovere

Oskar Verdoner Møller portræt
Oskar Verdoner Møller

udidetblaa

I april fejrede min virksomhed Vandreshoppen.dk sin første fødselsdag. Jeg er uden forudgående erfaring med at eje og drive en internetbutik. Det er learning by doing og det har kostet mig mere, end det behøvede. Følgende er et udtryk for mine personlige erfaringer og holdninger, og der er altid plads til forbedringer, men det er et overblik til dig, der gerne vil åbne en webbutik.

Det er nemmere at starte en webbutik end en fysisk butik?

Det er i hvert fald, hvad man ofte hører. En ting er klart, det er billigere at starte en webbutik end en fysisk butik, da man ikke har samme behov for f.eks. lokaler og personale. Men det er jo lige netop det, der er webbutikkens styrke – lavere faste omkostninger – og dermed en lavere produktpris.

Selvfølgelig kan det argumenteres, at der går noget kundeservice tabt, når du handler på nettet, men sørger du for at lave videoer, svarer på e-mail og telefon, guider dine kunder bedst muligt og laver så gode produktbeskrivelser, at kunden kun bliver positivt overrasket, når varen når frem – ja så kan jeg ikke se, at der er meget service, der går tabt. Desuden var min sidste oplevelse i en fysisk tøjbutik på gågaden ikke ligefrem et udtryk for “god kundeservice”, så der vil jeg påstå at min butik, trods det er en webbutik, til enhver tid yder en langt bedre service til mine kunder.

Hvad angår spørgsmålet om det er nemmere at starte en webbutik er mit korte svar et klart – NEJ! Nok er det billigere, men du skal være indstillet på at bruge mindst lige så meget tid og energi i din webbutik, som havde det været en fysisk butik. Arbejdsopgaverne er blot nogle andre.

webshop

Markedsføring på nettet – en gratis omgang?

Det første jeg erfarede var, at der ikke findes noget der hedder “en gratis omgang”, når du markedsfører dig på nettet. Alting har en omkostning. Det er blot et spørgsmål om, hvem der koster mest!

I stedet for at liste en række virksomheder op, jeg af bitter erfaring (og spildte penge) har fjernet fra min markedsføringsplan, vil jeg i stedet kort opridse et par af de virksomheder, der har fået lov at blive:

Online markedsføring CPC og hvad det ellers hedder…

Google og jeg har et rigtig godt samarbejde – de viser mine reklamer, når folk søger på f.eks. en rygsæk og jeg betaler dem hver måned x antal kr. Jeg betaler alt lige fra 0,5 kr. til 8 kr. hver gang nogen klikker på mine Google annoncer. Det kaldes Cost Per Click (CPC) eller Omkostning pr. Klik.

På samme måde som med Google, arbejder Facebook og jeg rigtig godt sammen. Men tag ikke fejl, selvom begge dele for mit vedkommende er CPC, så bruger jeg de to firmaer vidt forskelligt. De to store giganter har også meget forskellige måder at gøre tingene på – det er en videnskab i sig selv at finde nøglen til den billigste CPC m.m. – men en videnskab det kan betale sig at sætte sig ind i.

Google bruger jeg til at vise rene tekstannoncer med målrettede søgetermer og Facebook til at interagere med mine nuværende og kommende kunder – f.eks. ligger jeg her artikler op, hvilket Facebook også får penge for (et såkaldt Boost).

Nævnte jeg, det er en videnskab at blive klog på Google og Facebook markedsføring?! Nå, men det er det. I den erkendelse er jeg også begyndt at fokusere hvor jeg er god – produktkendskab og kundeservice.

Planen er således at hive flere eksperter indover. Udbuddet er stort i webbureauer og selvstændige SEM eksperter. Et par stykker jeg har stiftet bekendtskab med er www.andreasiversen.xyz og www.atriumweb.dk. Sidstnævnte har tilbudt at gennemgå min Adwordskonto og udarbejde en rapport for 1.500 kr. Årsagen er, at jeg godt kan lide at gøre tingene selv, så er på den ene side for nærig til i starten at betale et fast månedligt abonnement og samtidig har jeg brug for hjælp.

Smid gerne en kommentar herunder, hvis du kender andre. Udvalget er så stort at det kan være svært at gennemskue, hvem man skal bruge, det er dog en god idé at starte med et bureau, der er certificeret Google-partner.

Affiliate Markedsføring

Det er gratis at komme i gang, til gengæld betaler jeg en høj salgsprovision – altså et beløb pr. salg jeg får via min “affiliate partner”. Fordi det har en lav startomkostning i modsætning til Google og Facebook er det godt for en nystartet webshop med en lav grad af markedsføringskapital.

Min overordnede partner hedder Partner-ads. Hos dem lægger jeg reklamer op og de sørger så for at finde firmaer (hjemmesider), der mod en procentsats vil vise mine reklamer. Partner-ads tager selvfølgelig en del af kagen for den service.

E-mail Markedsføring

Er dyrt til at starte med, men efterhånden som databasen med kunders e-mailadresser stiger, falder prisen og behovet for at skaffe nye. Idéen er, at selvom det muligvis koster en del reklamepenge, rabatter og konkurrencepræmier, så er det godt givet ud. For du får en loyal kunde, som du kontinuerligt må sende reklamer til via e-mails ganske gratis.

Både kunder og din webbutik har altså en fordel ved dette. En god, nem og gratis (til at starte med) leverandør af en e-mail markedsføringsplatform hedder Mailchimp. De koster først noget, når du når over 2.000 kunder i databasen og selvfølgelig, hvis du skal have ekstra services eller sende ekstra e-mails.

Jeg kan afsløre, at de penge, jeg har brugt på at skaffe nye kunder i min database, for længst er tjent ind igen i konverteringer via de såkaldte “nyhedsbreve”. Lige til sidst, lad nu være med at spamme kunderne! Tænk dig selv i kundens sted. Hvis du spammer, ryger du hurtigt i spamfiltret.

Foregår alt på nettet?

For mit vedkommende ja. Det er kun fysisk varemodtagelse, pluk & pak og forsendelse der sker i “den virkelige verden”, resten er på internettet. Leverandører, kunder og samarbejdspartnere bliver alle fundet på nettet og kontaktet digitalt (eller pr. telefon). Det betyder rigtig mange timer på nettet, og selvom man kan lære (næsten) alt på internettet, så har det givet mig rigtig meget at trække stikket ud i ny og næ. F.eks. ved at tage på et gratis kursus i Adwords gennem ivaekst.dk eller Gå digital.

Fordelen ved at vælge et fysisk kursus (udover at det har været gratis) er, at man skaber en kontakt til mennesker med gode erfaringer fra branchen, som man ellers ikke ville have mødt ved en Google-søgning. Så mit postulat er: Internettet er godt, men det er sundt at netværke i virkeligheden også!

oskar

Mit råd…

Til dig som har motivationen, ambitionerne og interessen – for mit eget tilfælde er interessen vandring – spring ud i det. Men husk at det kræver vedholdenhed.

For enhver selvstændig går det op og ned (forhåbentligt mest op), det gælder uanset om det er en fysisk butik, en online eller en hybrid.

OBS! Jeg har absolut ikke noget imod at handle i fysiske butikker generelt og en af mine gode samarbejdspartnere yder da også en fortrinlig service i butikken.

Vil du se mere til mig og andre blogindlæg om det at gå digital? Så følg IBIZ Blog!
Du kan også booke mig til et oplæg om mine fejl i forbindelse med min webbutik på oskarvm.dk.

Med venlig hilsen

Oskar V. Møller, Indehaver

logo

Værktøjer

Find en NemHandel-leverandør - løsninger til elektronisk samhandel

Find NemHandel-leverandør

Svar på spørgsmål, få overblik og identificer kritiske fokusområder for din virksomheds digitale udvikling

Prøv #DataForBusiness

Svar på spørgsmål og få en personlig vejledning (10-20 sider) til valg af it-system

Tjek dit it-behov
X

Få tips og nyheder om it

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv bedre klædt på til at udnytte it i din virksomhed.