Proces for valg af IT-system
Produktionsvirksomheder Vejledning
Alle produktionsvirksomheder står på et eller andet tidspunkt i en situation, hvor de skal vælge et nyt IT-system, enten som erstatning for et eksisterende IT-system eller som et tillægssystem for at opnå flere funktioner. IT-systemer kan være ERP (Enterprise Ressource Planning) systemer eller MES (Manufacturing Execution Systems).
Valg af IT-system og leverandør kan være en svær og kompliceret proces, dog er der flere fælles faktorer, som bør overvejes, inden en virksomhed udvælger et IT-system og leverandør.
Hvorfor IT og data?
En af de vigtigste faktorer i forbindelse med implementering af et IT-system er, at virksomheden stiller sig nogle grundlæggende spørgsmål om formålet med at implementere et IT-system:
- Hvorfor ønsker vi at skifte IT-system eller evt. et ekstra IT-system?
- Hvorfor ønsker vi at opsamle data?
- Hvilken værdi skal ændringen tilføre os som virksomheden?
Svarene vil afhænge af jeres grad af digitalisering, men en øget digitalisering har ofte en eller flere af følgende formål:
- Optimering af administrationen og/eller centralisering af IT-systemerne
- Effektivisering af produktionen fx planlægning, logistik, systematisk vedligehold
- Indsamling af data til faktuel beslutningstagning fx efterkalkulationer, reaktion på trends / ændringer inden der opstår fejl
- Strategiske formål fx digitalisere virksomhedens viden basevidens base, anvende data til at se potentialer i fremtiden
Når formålet er defineret, hvilke krav skal virksomheden herefter stille til løsningen? Hvordan implementeres løsningen? Hvordan opnås værdiskabelse?
- Find gode råd og anbefalinger til udarbejdelse af kravsspecifikationer her
- Find gode råd og anbefalinger til implementering her
- Find gode råd og anbefalinger vedrørende værdiskabende anvendelse af data her
- Find 10 vigtigste råd til indgåelse af leverandøraftaler for online løsninger her
Standard eller tilpasset IT-systemer?
Mange virksomheder har tilpassede eller specialudviklede IT-løsninger. På denne måde får virksomheden en unik udnyttelse af IT-systemerne, men udviklingen kan være lang og kostbar og den løbende tilpasning kan være besværlig og øger leverandørafhængigheden.
Kompleksiteten af IT-systemer og dataanvendelse er i de seneste år steget, samtidig kommer der jævnligt nye opdateringer til systemerne, hvorved mange virksomheder, specielt små og mellemstore, anbefales at anvende standardløsninger for at løse deres digitale udfordringer. Flere virksomheder anvender således et standard ERP-system og en eller flere tilføjelsesprogrammer fx MES til produktionsstyring, CRM og lønsystemer. Derved er virksomhederne mindre følsomme overfor opdateringer, da der ofte kun er lavet minimale tilretninger til standard systemerne hos den enkelte virksomhed.
Integrationen mellem systemerne er i højere grad baserede på offentlige standarder, der gør denne udfordring enklere og billigere.
Få mere information
Har du spørgsmål eller vil du vide mere er du velkommen til at kontakte Tanya Sørensen:
Tanya Sørensen
Faglig leder
e-mail: taso@teknologisk.dk
Tlf: +45 72 20 32 55