3D-scanner laver præcise opmålinger til skrædder
Trends og muligheder Case
Hos Mond of Copenhagen har man anskaffet en 3D-scanner til brug ved opmåling af kunderne, som giver nye muligheder og mere værdi for forretningen og kunderne.
Se videoen her, og hør bl.a. om processen med at anskaffe scanneren og tankerne bag.
Nye muligheder med teknologi
Skrædderfaget er meget traditionsbundet og kunderne har nogle specifikke forventninger, når de kommer ind i butikken. Med 3D-scanneren har Mond of Copenhagen tilført nogle nye teknologiske muligheder, uden at gå på kompromis med fornemmelsen af at gå til en skrædder og få taget mål.
Vi har ikke nogen særlige forudsætninger for at anvende ny teknologi, vi har bare altid været nysgerrige og har haft tilgangen, at måske kan vi gøre det lidt bedre og lidt smartere med teknologi.
Michael Birch Jacobsen, Mond of Copenhagen
Da ideen til 3D-scanneren opstod, fandtes produktet ikke på markedet, så virksomheden tog selv kontakt til nogle leverandører inden for feltet. I et tæt samarbejde fik de specificeret og udviklet en løsning. Mond of Copenhagen har derved fået en innovativ teknologisk løsning tilpasset præcist til deres behov.
Et ekstra stykke værktøj
For Mond of Copenhagen kan 3D-scanneren ikke stå alene, og den er således kun ét af flere værktøjer, de bruger. Fordelene for kunden er hurtigere og mere præcis opmåling, og for butikkens vedkommende er det en fordel at alle målene ligger i IT-systemet, og de til hver en tid kan gå tilbage til 3D modellen af kunden og verificere specifikke mål.